Kend dig selv. Så længe vor eget liv er et mysterium, forbliver også verdensgåderne et mysterium. Kosmologien - det vil sige en helhedsbeskrivelse af tilværelsen - handler altså om os selv. Den handler om selve forudsætningerne for vor eksistens. Mottoet for dette verdensbillede er:

"Kend dig selv, og du kender hele verden"

Et kosmisk livssyn.
I sit forfatterskab introducerer Martinus et nyt livssyn, et kosmisk livssyn. Vort nuværende korte fysiske jordliv sættes ind i en kosmisk udviklingssammenhæng. Livet er evigt og for at forstå det, må det ses i et uendelighedsperspektiv.

Vi skaber selv vor skæbne.
Hvorfor er menneskeskæbner så forskellige? Hvorfor findes der så megen lidelse, tilsyneladende uden at vi er skyld i det? Så længe vi er "evigheds-blinde", ser vi ikke de dybereliggende skæbneårsager. Vi er ikke bevidste i, at vort nuværende liv er et led i en større plan, ja, er en fortsættelse af en evigt igangværende udviklingsproces. Derfor ser vi ikke, at vort nuværende liv er en følge af vor egen tænke- og handlemåde, ligesom vi heller ikke ser, at vore tanker og handlinger i dag danner et skæbnemønster, som vi kommer til at opleve i kommende fremtidige liv.

Martinus analyserer livets evighedstruktur og påviser, at døden ikke eksisterer. Det, vi ser af livet, er redskaber, organismer, og ikke livet selv. Redskaberne fornyes stadigvæk, de opbygges og nedbrydes, men ophavet, livet selv, består evigt.

Foruden de fysiske redskaber har vi også åndelige redskaber. Vi lever i to verdener, en fysisk og en åndelig, men er endnu kun bevidste i den ene, den fysiske. Derfor er vor skæbne et mysterium. Ifølge Martinus skaber vi imidlertidig selv vor skæbne, som er bestemt af, hvad vi tænker og gør. Skæbnen, fremtiden, ligger i vore egne hænder, og i vort indre findes de slumrende kræfter, som venter på at blive taget i brug.

Mening med lidelserne.
Er der nogen mening med lidelserne i verden? Ja, ifølge Martinus har lidelserne en vigtig mission. De forvandler os og skaber efterhånden anlæg for medfølelse og humanitet. Lidelsen er den ufravigelige konsekvens af at praktisere dyrerigets livslov: "Enhver er sig selv nærmest". Lidelsernes vej fører sluttelig frem til kosmisk bevidsthed, til kærlighedsbevidsthed. At påføre sine medmennesker lidelse er udtryk for uvidenhed om skæbneloven: "Som du sår, skal du høste". Vi ved ikke, hvad vi gør, men da vi høster, hvad vi sår, lærer vi at skelne mellem ondt og godt. Når vi kan det, gør vi udelukkende det gode.

Findes der nogen retfærdighed i tilværelsen?
Det er vigtigt at have tillid til, at der hersker retfærdighed i tilværelsen. Samfundets lov- og retsvæsen udvikler sig i den retning. Ifølge Martinus garanterer selve verdensordenen, tilværelsens evige love, at retfærdigheden finder sted i alle livets forhold og tildragelser. Da ingen kan opleve andet end konsekvenserne af deres egne handlinger, kan ingen lide uforskyldt. Det er ikke vore såkaldte fjender, der er den dybeste årsag til vore lidelser. De er blot redskaber for tilbagevirkningen af vore egne tidligere - nogle gange også i tidligere liv - udløste handlinger. Det "ondes rod" findes i vort eget indre. Mennesket er, siger Martinus, sin egen værste, men ukendte fjende nr. 1. Da vi ikke kan opleve andet end den lidelse, vi har påført andre, begynder vi at ane en højere retfærdighed bag alt.

Hvem er Martinus?
Martinus er skaberen af syv binds værket "Det Tredie Testamente" eller "Livets Bog". Som supplement til dette hovedværk har han skrevet "Det Evige Verdensbillede 1-3", hvor han ved hjælp af smukke farvelagte symboltegninger og forklarende tekster anskueliggør kosmologiens hovedprincipper. Som en indføringshjælp til hovedværket er bogen "Logik" skrevet, foruden yderligere ca. tredive mindre skrifter, hvor forskellige emner indenfor kosmologien behandles.
Martinus blev født i den lille nordjydske stationsby Sindal i året 1890 og blev over 90 år gammel. Den udløsende baggrund for Martinus forfatterskab var oplevelsen af en dybtgående bevidsthedsforandring, der fandt sted i marts måned i året 1921. Denne meget specielle begivenhed kommenteres på følgende måde af forfatteren selv i fortalen til hovedværket: "Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til - ikke glimtvis - men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprinciper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdens-altets liv og indviet i 'Det Guddommelige Skaberprincip' ".
Denne bevidsthedsforandring og medfølgende nye indsigt blev udgangspunkt for et 60 år langt forfatterskab, der varede lige til Martinus' død i 1981.