Er der mon bedre i himlen?
     Af Birger Bergmann Jeppesen
     Dafolo 1999.
     76 sider, 140 kr.

Birger Bergmann Jeppesen fik i 1996 stillet diagnosen Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS). Han var dengang 44 år og
arbejdede som indkøber i et blomstereksportfirma.
I bogen beskriver han perioden fra december 1995 til juni 1999 gennem en række dagsbogsnotater, som ikke alene rummer
refleksioner over nutiden, men også tilbageblik på tidligere livsafsnit.
Bogen dækker således et forløb fra et almindeligt stærkt liv med fysiske kræfter til et totalt afhængigt liv, som dog fremstår
med samme mængde intensitet og nærvær til sidste side. I dag er forfatterens vigtigste fysiske funktion reduceret til at kunne
kommunikere ved at blinke med øjenene, så computeren kan registrere hans tanke - bogstav for bogstav.
Bogen indeholder desuden oplysende afsnit om ALS som sygdom, og hvilke muligheder der findes for lindring, praktisk
assistance og kontakt.

Handicappet eller forfatter?
Lad det være sagt med det samme: Bogen er een lang bekræftelse på livet i al sin fnuglette og skrøbelige alvor. Birger
Bergmann Jeppesen kan ikke kun opfattes som et meddelsomt menneske med de værst tænkelige livsvilkår, uden funktioner.
Han fungerer faktisk: - Som forfatter.
Det er der flere grunde til: Birger Bergmann Jeppesen synes gennem hele livet at have haft stor interesse for den åndelige side
af menneskelivet: Alt har mening og betydning. Han kan ikke fortælle om den ydre verden uden at inddrage fortællinger om
den indre. Og der er ikke tale om, at han i bogen nærmer sig "det guddommelige" og dermed forsvinder fra denne verden.
Han er dybt inspireret af Østens filosofi og religioner, men prædiker ikke. Med andre ord rummer bogen ikke det budskab,
at den indre verden er et mål i sig selv. Det er tværtimod gennem beskrivelser af det fysiske, levede liv - uanset de aktuelle
vilkår - at Bergmann Jeppesen udfolder sig som forfatter. Det indre liv hos Birger Bergmann Jeppesen får til formål at afklare
det ydre. Det gør bogen til vedkommende og bekræftende læsning.

Talent og masser af færdigheder
Bogen fungerer også som meget mere end private optegnelser, fordi Birger Bergmann Jeppesen behersker
skrive-teknikkerne: Han indbygger en næsten thriller-agtig suspense for læseren: "Når han at få skrevet denne her bog i tide,
hvilket han fortæller om, er så vigtig for ham?" Som læser kan du ikke undgå at blive inddraget i forfatterens kamp mod tiden
og kræfterne. Ikke sentimentalt, men medrivende.
Udviklingen i dagbogsnotaterne viser også i deres ydre form den nedbrydningsproces, som er forfatterens virkelighed:
Notaterne bliver kortere og kortere, og der er længere og længere mellem datoerne. Men fordi forfatteren ikke lægger
vægten på at beskrive de vigende kræfter, men i stedet fastholder koncentrationen om de stærke kontakter, de
fremadrettede håb og trøstende visioner, så fastholder han dig som læser.
Birger Bergmann Jeppesens sprog er sanseligt, konkret og nuanceret, og forfalder ikke til sentimentale eller bitre overtoner,
hvilket ellers ville være forståeligt - hans livssituation taget i betragtning. Hans sprog og tanke er skarp og klar hele bogen
igennem. Den forandring der tydeligst trænger igennem er, at forfatteren bliver mere og mere træt. Det er ikke noget, han
skriver meget om, men som læser mærker du det. I bogen er vi således vidne til et menneske, som har set sit livs
begrænsning i øjnene, og hvor udfordringen i stedet ligger i at flytte kampen mod den uundgåelige død hen til kampen om at
skrive om netop det.
Derved skaber han plads til dig som læser: Du bliver ikke involveret i en for tæt, privat kamp, som gør dig afmægtig. Du
gribes i stedet som et ligeværdigt menneske, fordi forfatteren evner kunsten at koncentrere tanken til det næste...det næste....
det næste, der er at gøre.... trods alt.
Vi ved godt, at Birger Bergmann Jeppesens liv ikke kun er, som han skriver om det. Men han sætter dig som læser fri, fordi
du involveres på det plan, hvor sproget er styrende, sorterende, bekræftende og livgivende. Det er lysende klart, at denne
evne har givet forfatterens liv en særlig mening under de brutale betingelser, men den er også en chance for dig som læser at
tilføre dit eget liv en tanke og en retning.

En lærebog til hjælperne
Udover den medmenneskelige skildring, der sætter alment perspektiv på vores "normale" overflod af ubrugte potentialer, kan
bogen også forære dig en række professionelle vink: Der er kærlige, men skarpe overvejelser over hjælpernes iver og
overdrevne omsorg: "Hvorfor vil de ustandseligt vide, om jeg fryser?" Du får som behandler eller hjælper kød og blod bag
de professionelle paroler om at huske at se på "det intakte" bag ved handicappet.
Jeg kender ikke Birger Bergmann Jeppesen som menneske og har aldrig mødt ham. Men jeg er glad for, at han nu har givet
mig mulighed for at møde ham som læser. Jeg ved ikke, om han var blevet forfatter, hvis ikke ALS havde tvunget ham til det.
Jeg tror ikke, at han misforstår mig, når jeg derfor i det mindste har een ting at takke denne rædselsfulde sygdom for. Men
da sygdommen kun er en del af ham, er det ham, der skal have den største tak.

Til indholdsfortegnelsen!