About / Om mig
Jeg er født i Skagen 1951. Min far var en travl fiskeskipper, mor hjemmegående hos os 4 børn. Opvækst under gode og trygge kår i en levende by.
Efter grundskole og handelseksamen kontoruddannelse på revisionskontor med udsigt over Skagen havn.
Behov for mere skolegang førte mig til den store by Århus med HF. Skæg og ballade, men også søgen efter livets dybder. Ungdommelig begejstring over Transcendental Meditation, et lovende system til personlig udvikling. Uddannelse til instruktør i meditation og nogle år med undervisning i Odense i midten af 70´erne. Møde med mange interessante mennesker, men ikke givtigt levebrød.
Start på “kommerciel karriere” : Butiksassistent KYPA, Odense og grøntassistent FØTEX i et par år. Efter at have svævet “over vandene” i meditationscirkler gav butiksarbejde en særdeles solid jordforbindelse! Men videre – til GASA Århus som sælger af potteplanter til Sverige, senere salgschef. 10 gode år i et levende branche med gode kolleger og oplevelser med kunder og gartnere. Køber og ombygger gammelt hus i Tilst under kartoffelkuren. Ellers muntre ungkarleår.
Ansat i 1990 af de økologiske grøntsagsproducenter i Fælles-Grønt AMBA med ambitioner om et gennembrud for afsætning af økologiske grøntsager. Desværre levetid på kun 1 år. Derefter projektassistent hos Cerekem International. Spændende opgaver i globalt miljø. Ansat i moderselskabet Jyske Bryg Holding for administration af afvikling af datterselskab i Togo, Vestafrika.
1993 tilbage til Fyn og blomsterbranchen ved Bocchi Flower, indkøb af potteplanter til Tysklands største detailhandelskæde. Hårdt arbejde – stor indkøbsmagt. Sygemeldt 18.04.96 pga ALS.
Tilværelsen forsødet ved mødet med min livsledsager Jutta. Mange fælles interesser: Filosofi og mystik, rejser til Grækenland, en lys og tryg dagligdag. Musik: orkestermusik fra romantikken, etnisk musik, Van Morrison. Film og mange gode venner.
Ofte ture til sommerhus i Hulsig ved Skagen, ejet i fællesskab med min søster. En oase, hvor skuldrene falder helt ned.
Efter sygdommen mange rejser, computer og internet, forsøg med alternativ hellbredelse. Filosoferen over livets gåder, leve i nu´et. Glæde over hvor godt det er at være borger i Danmark.
Fremtiden ? Ingen angst, ønske om mange oplevelser endnu. Ingen bitterhed, ingen fortrydelse, sorg over at måtte efterlade. Sådan er det, hver vor skæbne, hvorfor ser vi måske en dag.